Se også et billede af en æltemølle som den der omtales.
"Onkel Hans", som vi kaldte farbroder Hans, er den onkel som jeg husker bedst og best kunne lide. Han var venlig mod alle, og han og far kunne vældig godt sammen. Hans kone, tante Sidde (Cecilie), var også et bravt og vennesælt menneske, som jeg kunne lide. Medens onkel Hans var ret spinkel i det, var tante Sidde kraftig, og jeg glemmer ikke et besøg på teglværket, hvor hun arbejdede. Jeg har nok været omkring de 10 år. To ting husker jeg tydeligt, som var det i går: Hesten, der trak ler-ælteren, og tante Sidde, der som flere andre tumlede med store lerklumper for at gøre leret klart til videre formning - hendes kraftige arme, venlige smil, og det gode humør hun viste samtidigt med det strenge arbejde.
Hesten husker jeg med medlidenhed. Den gik rundt og rundt i en uendelighed, var vant til, at maskinpasseren gav den pisk, hvis han syntes, det gik for langsomt. Blot man løftede hånden i nærheden af den, satte den farten op - det var en rigtig trædemølle!
Deres søn Jørgen blev gift med min ældste søster Christine. Jørgen havde arvet både sin fars menneskevenlighed og sin mors gode humør.
Her ses en æltemølle, som den der omtales (billedet fra 2013, hvor jeg besøgte teglværksmuseet).
